Sengestuen - Patientfotos - Behandling og tvang - Morskabsbiblioteket - Spisetue på 1. forplejningsklasse
På det Psykiatrisk Historiske Museum findes en omfattende samling fra hospitalets indvielse i 1852 og frem. Udstillingerne viser bl.a. tidstypiske møbler fra 1., 2. og 3. forplejningsklasse, køkkentøj, lægeinstrumenter, patientarbejder og værktøj fra hospitalets værksteder. Desuden en plancheudstilling om psykiatriens historie og fotos fra livet på Jydske Asyl. Udstillingen bidrager til afmystificering af psykisk sygdom gennem et tankevækkende indblik i en række menneskeskæbner i en ellers lukket verden. Den fortæller et særegent kapitel af Danmarkshistorien, set med psykiatriens optik, og spejler samtidig det omgivende samfunds tankesæt gennem tiderne.
Samlingen anskueliggør, hvordan stændersamfundets strenge klassedeling i 1800-tallet definerede anstaltslivet på Jydske Asyl. Samtidig lagde Harald Selmer, Hospitalets første og enerådende overlæge, stor vægt på asyltanken – det at søge tilflugt. Han var eksponent for en ny behandlingsoptimisme, som vægtede den meningsfyldte beskæftigelse og det rekreative. På 1. forplejningsklasse, forbeholdt det bedre borgerskab, som kunne afholde den relativt høje udgift for indlæggelse, herskede tidens traditionelle dyder – man underholdt sig med læsning, musik, dilettantspil, spadsereture og udflugter– selv menu og opdækning var væsensforskellig fra det mere jævne, man fandt hos anden og tredje klasse. Her var den meningsfyldte beskæftigelse i højsædet. Patienterne arbejdede eksempelvis i det store landbrug, som gjorde Asylet til dels selvforsynende med frugt, grøntsager etc. Terapeutisk beskæftigelse med fremstilling af brugsgenstande og håndarbejder har også været en væsentlig ingrediens i behandlingen fra de tidlige år.
Blandt de tidligste behandlingsformer, anvendt på Jydske Asyl, kan nævnes: varme bade af 8-10 timers varighed som beroligende middel, åreladning, som virkede både beroligende og smertestillende samt forskellige medikamenter såsom: nyserod (vanddrivende middel), chloralhydrat (sovemiddel), bromkalium (mod epilepsi), opium (beroligende). Sammenlignet med udenlandske hospitaler var der beskeden anvendelse af tvangsmidler. I 1934 indførtes insulinchok, i 1936 lobotomi, („det hvide snit“) og i 1938 elektrochok. Da psykofarmaka og lithiumbehandling blev introduceret fra midten af 1950’erne, blev behovet for elektrostimulation reduceret betydeligt, og “det hvide snit” blev afskaffet. Anvendelsen af psykofarmaka og lithium var et stort fremskridt i behandlingen. Den stigende anvendelse af psykoterapi op gennem 80’erne har ligeledes givet særdeles gode resultater.
I begyndelsen af 1940’erne havde hospitalet ca. 700 sengepladser. I dag er der ca. 200. Distriktspsykiatriens gradvise indførelse har medført en stor reduktion i antallet og i varigheden af indlæggelserne. Med de senere års introduktion af recovery-tanken: det at komme sig ved at fokusere på de raske ressourcer frem for de syge, sluttes en cirkel til Harald Selmers nytænkning på det gamle “Jydske Asyl”.