Morskabsbibliotket - Sengestuen - Behandling og tvang - Spisestue 1. forplejningsklasse - Spisestue 2.-3. klasse - Personaleliv
Portrætfotografier på Jydske Asyl
Her på hospitalet har vi en samling patientportrætter fra 1860erne, 1870erne og 1890erne. De fortæller om livet på et psykiatrisk hospital, om samfundslivet sidst i 1800-tallet og om personlige skæbner.
Portrætterne blev sat i smukke fotoalbummer. De viser en række mennesker i forskellige positurer og munderinger: mænd og kvinder, børn og ældre, mennesker, som poserer, og mennesker, som er skræmte, mennesker, som smiler og mennesker, som er i smerte.
På fotografiernes bagside finder man personens navn, nummer, årstal og i nogle tilfælde navnet på en fotograf. Hvad fortæller disse informationer os om portrætternes formål? Var de ment som identifikation, diagnosemateriale eller dokumentation?
Fotografier i 1800-tallet
Disse fotografier er taget ca. 20-30 år efter fotografiets opfindelse i 1839. Folk strømmede til de nyligt oprettede atelierer for at få lavet portrætter. I København alene var der mellem 1862 og 1865 ca. 100 atelierer. Atelierfotografiet skulle understrege værdier som social status og kernefamiliens betydning.
Samtidig med atelierfotografiet opstår et andet type fotografi: patientfotografiet. Det har institutionen som ramme og opstår med et videnskabeligt formål: at diagnosticere. Man mener nemlig, at det indre afspejler sig i det ydre; at man kan se den psykiske sygdom.
Formålet med fotografierne?
Hvad er formålet med fotografierne fra Jydske Asyl? 1. klasses portrætterne ligner ofte klassiske og typiske atelierportrætter. 3. klasses patienterne er derimod fotograferet på hospitalet af en lokal, billigere fotograf, er iført patienttøj og poserer ikke særlig meget. De er ikke så vant til at blive fotograferet.
Portrætterne fortæller nemlig i høj grad også noget om samfundets og hospitalets opdelinger. Patienterne på Jydske Asyl blev opdelt efter klasse, køn og sygdommens grad.
Institutionen er dog ikke så meget til stede på fotografierne. Anvendelsen af fotografierne vidner hverken om tvang, diagnosticering eller identifikation.
Fotografiet som underholdning
Hvad var så formålet med portrætterne? De var placeret i albums og ikke i patientjournaler, og man kunne sagtens forestille sig, at de har skullet dokumentere livet på stedet. Fotografering har sandsynligvis været en rekreativ beskæftigelse for patienterne på linje med bibliotek og udflugter. Underholdning, måske med henblik på helbredelse. Dette ville passe godt ind med overlæge Harald Selmers humanistiske tilgang til patienterne.
Vi har her en samling ret individuelle fotografier. De viser forskellige positurer, blikretninger og afstande og har en stor virkning på beskueren. Der er plads til individet, som portrætteres med værdighed.
Bør smerte udstilles?
Et portræt har noget personligt og privat over sig, og derfor opfordrer det til etiske overvejelser at inddrage disse portrætter i en offentlig udstilling.
Vi har valgt at udstille portrætterne fra Jydske Asyl, fordi de fortæller en relevant historie: om en human psykiatri og en human tilgang til de psykisk syge, om samfundets opdelinger og klassifikationer og om personlige skæbner.
Det usynlige og det synlige
Det synlige vil altid være lettere at behandle og at forholde sig til, mens den usynlige psykiske sygdom kan være sværere at forholde sig til. Det er måske blandt andet derfor et tabubelagt emne, som er vanskeligt at tale om. Med disse portrætter kommer den synlige dimension til, der kommer et ansigt på. Gennem fotografiet kommer virkeligheden tæt på, og dermed kan der måske opstå en anden form for åbenhed.
Vi vil lade billederne tale for sig selv og tale til den enkelte beskuer.