Morskabsbibliotket - Sengestuen - Patientfotos - Spisestue 1. forplejningsklasse - Spisestue 2.-3. klasse - Personaleliv
Fotoet fra slutningen af 1800-tallet
viser en kvindelig patient siddende i
en tvangsstol i hospitalets gård, dog
uden at være fikseret. Til venstre for
hende står endnu en tvangsstol, som
er større. På denne aner vi en åbning
i sædet og nedenunder en kasse med
potte, så patienten kan forrette sin
nødtørft, fastspændt i stolen.
Som færdiguddannet læge aflægger man lægeløftet. Det rummer formuleringen, at man skal virke til “… samfundets og medmenneskers gavn …”. Den europæiske menneskerrettighedskonvention siger også, at “... enhver har ret til frihed og sikkerhed …”.
I psykiatrien frembyder disse grundsætninger et dilemma: Selvbestemmelsen og friheden sættes ud af kraft, når psykiatrien vurderer, at patienten er til fare for sig selv eller andre. Frihedsberøvelsen kan også begrundes i omsorg eller en vurdering af, at tvang er en forudsætning for patientens behandling.
Idealet i det 21 århundrede er naturligvis, som i Hospitalets tidlige år, formuleret af lægen Harald Selmer, at tvang skal anvendes mindst muligt.
I montren ser vi bl.a. en række tvangsmidler, som er benyttet gennem hospitalets historie. Bæltefiksering anvendes stadig.
Ny medicin og nyindrettede patientafdelinger her på hospitalet har ikke kunnet ændre på dette forhold.
Man ser på tvangsbæltet, at det er grundigt slidt gennem lang tids brug. Bæltet ser stort set ud som det, der anvendes på afdelingerne i dag. Gennem de senere år ser vi en tendens til en stigning i brugen af tvangsmidler under indlæggelser. Dette er ganske imod psykiatriens intentioner og mål. Samtidig lever man som psykiatribruger i dag i stort omfang i egen bolig eller bofællesskaber, bl.a. takket være moderne psykofarmaka og en større sygdomsforståelse. Hospitalet er i dag gearet til den svære, akutte sygdom – ikke den langvarige indlæggelse. Man har haft en forventning om, at brugen af tvang på et nyrenoveret hospital med enkeltværelser til de indlagte, kombineret med moderne medicin og veluddannet personale, på det nærmeste ville kunne afskaffes. Det er imidlertid ikke gået sådan – hvilket bl.a. forklares med manglende politisk prioritering og knappe økonomiske ressourcer.
Psykiatrien er ikke altid en populær politisk sag, selvom meget har ændret sig til det bedre siden åbningen af Jydske Asyl i Risskov i 1852.
Bagest på fotografiet ser vi håndremme og fodremme, der stadig, omend sjældent, anvendes her på hospitalet. Det sker kun efter lægelig ordination og kun for kortere tid ad gangen.
Tvangshandsken i forgrunden stammer ikke her fra hospitalet, men sådanne handsker har sikkert også tidligere været anvendt her. Den skal forhindre patienten i at skade sig selv i forbindelse med en fiksering.
Med baggrund i den stigende forskning i, og anvendelse af, psykofarmaka har denne type sikring mod selvskadende adfærd ikke i samme grad været påkrævet.
En maskinmester Hansen fremstillede det såkaldte “håndværkersæt”, der bestod af en nøgle til kvindesiden og mandssiden samt en sikkerhedsnøgle. Det særligt fine ved det er, at det ikke støjer ligesom nøgler, der sidder løst i en ring. Lyden af et raslende nøglebundt er indbegrebet af indespærring, og giver anstalten et fængselspræg. I montren viser vi et udsnit af de mange nøgler, man skulle betjene sig af for at navigere gennem de mange lukkede rum. I dag har hospitalet “skærmede” sengeafsnit. Man kan stadig blive tvangsindlagt, og man kan tvangstilbageholdes som frivilligt indlagt, hvis det vurderes at være det bedste. Frihedsgraden og muligheden for at forlade afdelingen, ledsaget eller uledsaget, vurderes individuelt.
Den indelukkede tilværelse på anstalten, ofte uden udsigt til bedring, fik naturligt nok mange patienter til at drømme om friheden, og de mange file, knive, dirke mm., fremstilet af ukendte patienter, kan ses som reaktioner på de låsede døre.
Efterhånden som ny medicin gjorde hospitalet til et mere roligt sted, kunne afdelingerne være mere åbne. Siden da har patienterne ikke lavet knive, file, dirke og redskaber til at slå personalet ned med. Der er lagt en dæmper på denne aktion/reaktion mellem patient og personale; men de mange flugtforsøg i det nye årtusinde – specielt af kriminelle, retspsykiatriske patienter – har igen sat fokus på sikkerheden.
De to tampe er lavet af en mand, der var født i 1893 og indlagt her fra 1920 til sin død i 1950. Den ene tamp har han knyttet af tråde fra sin madras omkring en blommesten. Det var patientens mening, at den skulle bruges til at slå en læge ihjel med.
Jernsprossen blev anvendt af en yngre voldelig mand til flugt fra Jydske Asyl i 1907. Han brækkede et vindue op efter først at have overfaldet og slået en opsynsmand med den. Han blev jagtet i flere dage af militærpolitiet, inden han blev pågrebet ved Grenå.
De to lægter med gennemslåede søm er lavet af en 33-årig mand under et flugtforsøg fra Jydske Asyl i 1913.
Det lykkedes patienten at forskanse sig på taget af en plejerbolig, der på det tidspunkt var under opførelse. Lægter og søm er materialer fra byggepladsen. Ved at oversprøjte manden med vand fra hospitalets brandsprøjte, lykkedes det at få ham ned fra taget.
Dette løvsavsarbejde med små kroge til knagerække har formodentlig været beregnet til ophæng af nøgler.
Nøglehullet med slåen for kan tolkes som en dobbelt indespærring – døren er låset, og nøglen kan ikke bruges –
Det er et frit håndarbejde, udført uden skabelon og med en fin pointe.
Elektrochokbehandling kaldes også ECT ElektroConvulsivTerapi Den almindelige betegnelse i dag er elektrostimuiation. Den har en mere positiv klang, og begrundelsen er, at man i de senere års forskning mener at påvise, at der ved behandlingen genereres nye hjerneceller til gavn for patientens funktionsniveau.
Behandlingen, som meget enkelt beskrevet består i at udsætte hjernen for elektriske stød, har siden introduktionen i 1930'erne til tider været ganske udskældt og sammenlignet med fysiske behandlingsformer som eksempelvis lobotomi, eller "det hvide snit", et kirurgisk indgreb i hjernen, som også blev introduceret i 30'erne, men udfaset i 1960’erne, da man mente, at de skadelige virkninger (eksempelvis patientens død -) langt oversteg en eventuel positiv effekt.
Imidlertid har elektrostimulation bevist sit værd som en af de uomgængelige behandlingsformer gennem mange år, og brugen har faktisk været stigende gennem de senere år. Elektrostimulation er effektiv mod depression, og virkningen indtræder umiddelbart efter behandlingen. Den anvendes også ved manier og visse psykotiske tilstande. Sammen med medicinsk behandling og samtaleterapi udgør elektrostimulation en hjørnesten i den psykiatriske behandlings repertoire.
I årene fra 1945-1982 blev i alt ca 9.500 hjerner udtaget fra afdøde psykiatriske patienter på Danmarks psykiatriske hospitaler. Dette foregik stort set bag lukkede døre og uden information til de pårørende. Hjernerne blev transporteret til hospitalet i Risskov og samlet her. En del af hjernerne blev undersøgt med henblik på at finde svar på de psykiske sygdommmes gåder gennem fysiske abnormiteter i patienternes hjernevæv.
Siden lukningen af Hjernepatologisk Institut i 1982 har samlingen befundet sig i formalin i plasticspande under Hospitalet.
Efter nogen polemik gennem tiden omknng det etiske aspekt ved fjernelsen af hjernerne er forskningen i dem genoptaget. De indgår i en stor undersøgelse af bl.a. depression, forestået af Center for Psykiatrisk Grundforskning her pa stedet. Formålet er, gennem ny viden, opnået ved studiet af denne noget specielle samling, at finde frem til bedre behandlingsformer.
I montren ser vi et apparat, beregnet til at skære hjernen i millimetertynde skiver. Endvidere på bagvæggen fotos af præparater, optaget gennem elektronmikroskop.
På hospitalet i Risskov og de øvrige anstalter blev hjernerne fikseret med en indsprøjtning med formalin op gennem den afdøde patients gane og udtaget efter fjernelse af det øverste af kraniet ved hjælp af en sav.
Under montren ser vi en trækasse, som har været anvendt til transporten af hjernerne fra Danmarks øvrige psykiatriske hospitaler.
At måle, veje og iagttage er vigtige aspekter af al videnskabelig undersøgelse, også inden for psykiatrien, Mikroskopet på billedet stammer fra hospitalets tidlige år. Det har her på hospitalet været anvendt til undersøgelser af eksempelvis sårvæske, blod og urin. Mikroskopet er fremstillet ca. 1870. Det er lavet af messing. Foran mikroskopet ser vi et udvalg af søgere og linser til forskellige forstørrelsesgrader.
Laboratorievægten, fremstillet af messing og træ på "Struers Chemiske Laboratorium", kan finindstilles til nøjagtigt at afmåle ganske små mængder materiale, for eksempel ved farmaceutisk brug til medicinblandinger.
Mange lider af skræk for sprøjter, og en del af dem der ses i montren, ser da også ganske skrækindjagende ud. Der er blandt andet en klystersprøjte, som har været brugt til indsprøjtning af eksempelvis afføringsmidler eller medicin i patientens endetarm. Man har også anvendt dem til saltvand ved blodtab og tilføring af næringsmidler, hvor man nu anvender drop.
Derudover ser vi almindelige injektionssprøjter og en lille kanyle, skråt afskåret (kaldet stilet), beregnet til udtagning af rygmarvsprøver.
De lange kraftige nåle har sandsynligvis været anvendt til fjernelse af væske, dannet i bughulen eller brysthulen i forbindelse med somatiske sygdomme som kræft eller tuberkulose.
I 1800-tallet og langt op i 1900-tallet gik barberen rundt på hospitalet med sin medbragte stol, barberknive og sakse. Messingbeholderne i montren har været anvendt til talkum, barbersprit mm. De viste redskaber har bl.a. været anvendt af barber og bademester Søren Jørgensen fra 1873-1913.
Ud over hårklipningen var det også barberens job at sætte kopper og igler samt at fungere som bademester, der om sommeren fulgte patienterne til havbad fra badehuset ved stranden neden for hospitalet - En bred jobbeskrivelse.
Som det fremgår af teksten herover, har man anvendt kopsætning som behandlingsmiddel her på hospitalet. Blodkopper anvendtes på den måde, at man, ved hjælp af en lille kniv eller det instrumentet af mes¬sing ved siden af kopperne, en skarifikationssneppert, med små barberbladsskarpe klinger skærer en række 2-3 mm. dybe sår i huden. Man skaber vakuum ved at opvarme koppeglasset over en spritflamme, Når man derefter anbringer glasset over ind¬snittene, suges blodet op i glasset.
Blodkopper har navnlig været anvendt på ryg, nakke, bryst, lår og overarm som smertestillende middel ved f.eks. hold i ryggen eller sting i brystet
(Kilde: Illustreret lægebog af R Panum, Kjøbenhavn 1904)
Ligesom med kopsætning var det også patientens fysiske almene tilstand, og ikke kun den psykiske sygdom, der har skullet behandles. Synet skulle også vedligeholdes under opholdet på hospitalet.
Brilleglas og synstavler har været anvendt på Jydske Asyl, som hospitalet blev kaldt, efter ønske af stedets første overlæge, Harald Selmer.
"Asylum" er på tidspunktet for hospitalets åbning i 1852 den gængse engelske betegnelse for en sindssygeanstalt. Hospitalets officielle navn var oprindeligt: "Den Nørrejydske Helbredelsesanstalt for Sindssyge".
Udtrykket "helbredelsesanstalt", modsat "plejeanstalt" angiver netop, at Selmer og samtidige danske og europæiske kolleger har "et nyt syn" på psykisk sygdom: en overbevisning om, at den kan behandles og helbredes, ligesom somatiske sygdomme.
l montren ser vi forskellige instrumenter, tænger mm, til tandbehandling.
Til højre for montren finder vi et pedaldrevet bor, som har været anvendt af tandlægen, der udførte arbejdet for hospitalet. Poul Lund, søn af Albert Lund, inspektør på Asylet fra 1900 til 1940, har berettet, at han som barn, der havde sin opvækst i en funktionærbolig på hospitalet, fik behandlet sine tænder af en tandlæge, som var indlagt som patient. Behandlingen foregik med det bor, som vi, viser i udstillingen. Patienten behandlede både personalet og sine medpatienter.
Det var ikke usædvanligt, at man som indlagt fik lejlighed til at udøve sin profession, det være sig som gartner, snedker eller tandlæge.